Det kræver nysgerrighed, og mod at gå nye veje…

Sisterpower arbejder for kvinders sikkerhed og empowerment og derfor følger jeg som stifter og forperson af organisationen tæt udviklingen af situationen omkring den alarmerende stigning i antallet af kvindedrab begået i Danmark i første halvår af 2025. Hvor antallet tidligere år har ligget på omkring 12 kvindedrab per år er vi nu i juni måned allerede oppe på et højere antal end det. De fleste kvinder er blevet dræbt af mennesker, som de kender og har en nær relation til og nogle af dem også af mennesker, som de har børn med.

Hvert eneste af de kvindedrab er dybt tragiske forbrydelser med store og alvorlige tab for alle de pårørende, som står tilbage. Børn, mødre, fædre, søskende, bedsteforældre, den udvidede familie, veninder, venner, partnere, kollegaer og andre i en nær relation til dem står tilbage med den store smerte og sorg over tabet. De tvinges nu ubønhørligt ud i en proces med at lære at leve uden. Et voldsomt livsvilkår at skulle deale med ikke kun i nuet men i livet fremover. Mine tanker og min dybeste medfølelse går til dem alle.

Mine tanker går også tilbage mit arbejde på en akutinstitution for anbragte børn og unge for mere end 24 år siden, hvor jeg var med til at drage omsorg for børn i timerne, dagene og månederne efter, at de havde været vidne til deres mor blive dræbt af deres far. Det var desværre ikke kun en enkelt gang, at jeg skulle varetage omsorgen for børn i den form for akut krisesituation og efter så mange år kan jeg stadig huske hvert af deres navne, for de blev lagret permanent i min hukommelse sammen med detaljerne om deres voldsomme skæbne.

At stå med dem i deres krise, smerte og sorg og efterfølgende dilemmaer i relationen til deres tiltageværende forældre, men også den betydningsfulde opgave at sikre relationen til deres pårørende var en kompleks og hård opgave. Det er til tider en af de sværeste opgaver jeg har skulle deale med og så endda med meget mindre faglig ballast i bagagen end i dag, men jeg kan egentlig ikke forestille mig, at det ville være meget anderledes i dag end dengang at stå med dem i den smerte. På baggrund af disse erfaringer kan jeg til gengæld nemt forestille mig, hvad de efterladte børn og pårørende går igennem i disse dage, uger og måneder her i år 2025 og det berører mig dybt. Derfor rykker det nu også ekstra meget i min personlige ambition om at være med til at gøre en endnu større forskel til at forebygge kvindedrab i fremtiden gennem Sisterpowers empowerment arbejde.

På de mange år som er gået, er vi blevet meget klogere på vold i nære relationer og partnerdrab, både som professionelle og samfund. Vi er også blevet bedre til at opspore vold, vi har mange tilbud til at afhjælpe problemstillingen og vi har nu også en vilje til at gå sammen om det. Andre lande omkring os gør tingene anderledes og flere gør det endda bedre – og dem kan vi tage ved lære af, hvis vi altså er nysgerrige og åbne nok til at gøre det. Så vi har reelt alle muligheder for at kunne lave bedre forebyggelse og spørgsmålet er egentlig nu – hvad holder os tilbage fra at gøre det?  

Jeg deltog i foråret til et netværksarrangement arrangeret af Center for Voldsforebyggelse, FemicideWatch og Social Talks, hvor en masse professionelle på området var samlet i et stærkt fællesskab om et fælles mål om at finde veje til at halvere kvindedrab. Tallene viser tydeligt, at vi ikke når det i år, men ikke desto mindre er det også blevet tydeligt, at det er vigtigt at prioritere at gå sammen om den vigtige samfundsmæssige opgave om at forebygge kvindedrab og vold i nære relationer. Der var så meget viden, erfaring, drivkraft og vilje til at gå en ny vej sammen blandt deltagerne, at jeg holder et stort håb for at det kan lykkes.

I min optik kræver det netop, at vi går nye veje og afprøver nye tiltag og måder at samarbejde på. Der er den sidste korte tid kommet vigtige forslag til konkrete og strukturelle tiltag, som f.eks. forslaget om at udvide forsøget med omvendt fodlænke herhjemme til at kunne give politiet mulighed for at gribe bedre ind, hvis en trussel er til stede. Det og andre betydningsfulde forslag bakker jeg 100 % op om.

Fra mit ståsted får jeg også øje på et stort potentiale til at få bygget stærke bæredygtige broer af samarbejder omkring helhedsorienterede indsatser mellem børneområdet, voksenområdet og de familierettede indsatser. Her har vi en særlig mulighed for at kunne hjælpe alle familiens medlemmer og skabe forebyggelse ikke alene i nuet, men i generationer.

Det kan noget helt særligt og kraftfuldt, når voksne med den rette hjælp kan sige “Det stopper med mig”. Jeg har hørt de ord ofte og set mennesker lykkedes med at skabe vilde forandringer for både dem selv og deres børn. Der er et potentiale til at kunne gøre meget mere af det både for de voldsudsatte og voldsudøverne og at vi kan blive bedre til at omsætte viden og erfaring til partnerskaber for handling til at skabe sikkerhed, empowerment og traumeheling for alle i familien i så stort omfang, som det overhovedet er muligt.

For at kunne lykkes med det, vil det også kræve bedre behandlingsmuligheder, indførelsen af helt konkrete tilgange til at skabe sikkerhed og bedre samspil i familier og bedre inddragelse af pårørende i den forebyggende indsats. Jeg arbejder selv i Sisterpower med at bringe mine erfaringer i spil fra arbejdet med at forebygge vold og overgreb mod børn og unge ved hjælp af sikkerhedsplanlægning med en systematisk inddragelse af de private netværk. Her definerer vi sikkerhed som ” Safety is strength demonstrated as protection over time”…

Så længe tilbage jeg husker, har det i socialrådgiverfaget været anerkendt at netværk og relationer er en buffer mod udviklingen af sociale problemer og mange spændende undersøgelser også dokumenterer relationers betydning for forebyggelse af helbredsmæssige udfordringer af forskellige karakter. Mine personlige erfaringer med at bruge netværk i mit arbejde med voldsforebyggelse viser det samme potentiale indenfor det område.

Det er på mange måder et komplekst arbejde at inddrage netværk, men når det lykkes, bliver det til gengæld så skræddersyede planer til det enkelte individ båret af alles styrker, ressourcer og handlestrategier. Dermed vil det også bedst kunne lykkes at omdanne planerne til konkret beskyttelse af kvinden over tid – og dermed være med til at redde kvindeliv og herudover også den mentale sundhed både på kort og langt sigt for deres pårørende.

Det skal selvfølgelig ikke stå alene men være bakket op af den rette professionelle støtte. Jeg er sikker på at mange pårørende står tilbage og ville ønske, at de var blevet inddraget omkring den enkelte kvinde til at kunne hjælpe hende deale med det livsvilkår at have en trussel inde på livet. Jeg har også i sidste uge læst beretninger om lige netop det. Pårørendes stemmer som sagde, at de havde vigtig viden at fortælle til de professionelle. Vi er mange professionelle som har særlig viden omkring voldsforebyggelse– men kvinden selv og hendes pårørende har den vigtige viden om detaljerne i hendes liv og om den personer, som udgør truslen.

At bygge broen mellem de 2 verdener tænker jeg udgør en farbar vej henimod større og bæredygtig sikkerhed for flere kvinder og beskyttelse af børnene mod at miste deres mor. Jeg ved ikke, hvordan den vej ser ud, men jeg ved bare, at der er ikke anden vej end at begynde at gå ud af nye ubetrådte stier … er vi modige nok til det, så vil vejen åbenbare sig.

Som Martin Luther King Jr sagde “You don´t have to see the whole staircase, you just have to take first step.” Jeg siger bare… “Kom lad os gå…”

Rikke

Founder & Chair Sisterpower International